OM

Foto Thomas Frank

Thomas Frank er teolog og præst i den danske folkekirke.

Sideløbende med sit arbejde som præst og domprovst i Viborg forsker han i teologi.

Teologi omfatter blandt andet kildestudier på originalsprogene, historisk og religionsvidenskabelig analyse.

Med udgangspunkt i teologiens metoder og fagområder undersøger han de historiske vandveje. Hans fokus er deres betydning for kulturel udveksling og især religionsskiftet i Danmark.

Grundantagelsen er, at udforskning og genopdagelse af de historiske vandveje giver ny historisk og teologisk viden.

Når man undersøger vandvejene, viser det sig, at mennesket i årtusinder ganske primitivt har været i stand til at flytte sig over store afstande, og at det til tider har et lidenskabeligt behov derfor.

Ad vandveje kom væsentlige kulturelle strømninger også til Norden.

I februar 2021 udkom Thomas Frank med en videnskabelig artikel, der belyser hans seneste ekspedition i 2017, dens formål og resultat.

Det er i det russiske tidsskrift Scandinavian Philology.

Følg linket nedenfor til artiklen som har titlen Rediscovering Russian-Scandinavian relations: the role of medieval Russian waterways

Frank-T.-Rediscovering-Russian-Scandinavian-relations-The-role-of-medieval-Russian-waterways-1.pdf (spbu.ru)

Tidligst i 1993 udforskede han Nilen og senere i 2010 europæiske floder med adgang til Skandinavien.

Siden 2014 har hans fokus været de østlige vandvejes betydning i Skandinavien i vikingetiden.

Overordnet set er området forskningsmæssigt interessant, fordi det er et uudforsket felt og fordi det netop er i den periode, at de store kulturelle og religiøse omskiftelser finder sted.

De selvsamme som i dag præger store dele af verden, især Skandinavien. 

Spørgsmålet er, hvor meget nyt udforskning af vandvejene kan fortælle os om perioden.

Han er på linje med den amerikanske forsker Christian Raffensberger, som mener at Østeuropa blev skrevet ud af den europæiske middelalders historie.

Det bekræfter kildestudier af samtidige tekster på græsk, arabisk, latin, hebræisk, armensk, georgisk og slavisk. De omtaler skandinavers tilstedeværelse, aktiviteter og rejser i østen.

Udforskning af vandvejene er for Thomas Frank en nøgle til at genindskrive middelalderens Østeuropa og Rusland i Europas historie.

I 2018 blev hans beretning fra ekspeditionen i 2017 udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag. Den er et forsøg på at gøre vandvejene mod øst mere kendte og beskrive, hvad det kræver at følge dem, og hvad der som før er mentalt på spil, når man giver sig i flodernes og havets vold.

I 2019 blev han inviteret til Rusland for at fortælle om sine opdagelser og sin kommende ekspedition i Det Russiske Geografiske Selskab.

Det fandt sted samme sted, som blandt andre Fridtjof Nansen og Thor Heyerdahl talte i Rusland.

De en inspiration og blot nogle af dem, som ved at udforske verden har givet os ny viden og en dybere indsigt i, hvad der kendetegner livet på vores fantastiske jordklode og hvilket ansvar mennesker har for den.