Foto Anton Belousov
Thomas Frank fortæller om sin opdagelse af de oprindelige både i Rusland:
Man belønnes ofte, når man bruger meget tid på en sag.
Det skete for mig, da jeg i efteråret 2019 fandt ud af, at man i Rusland stadig laver den type båd, som omtales i skriftlige kilder fra 900-tallet og vi kender fra mange arkæologiske fund.
Det var både vi ved skandinaver benyttede sig af i Rusland og på Sortehavet i vikingetiden. De kendes fra Skandinavien, men der er tale om et bådebygningshåndværk som uddøde i Skandinavien i 1900-tallet.
Jeg søgte på internettet efter gamle filmklip om både. I en russisk film kunne jeg se to mænd, som ved vintertid fældede et stort træ, som de udhulede og udspændte ved hjælp af varme fra et bål.
Det var som at se en af mine kilder blive levendegjort. Og i det øjeblik fødtes tanken i mig om, at få de to mænd til at lave en sådan båd til min kommende ekspedition ad de østligste vandveje.
Utallige gange havde jeg læst kildens ord, at ”de [træ-]stammebåde, som kommer ned fra det ydre Rusland til Konstantinopel, er fra Novgorod […] De kommer alle sammen ned ad floden Dnepr […] Deres [bl.a. skandinavernes] slaviske vasaller […] udhugger disse [træ-]stammebåde på deres bjerge om vinteren.”
På rulleteksterne kunne jeg se, hvem der havde lavet filmen, hvem der medvirkede og hvor den var blevet filmet.
Jeg så filmen igen og igen og ved hjælp af en god medarbejder ved Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg lykkedes det mig at få kontakt til den journalist, som havde lavet filmen.
At det lykkedes var en stor glæde. Størst blev glæden dog over svaret på mit spørgsmål om de kunne lave en sådan båd til mig. Bådebyggeren fra filmen indvilligede i at lave en båd til mig.
Det var i den første tid svært for mig at tro den unikke mulighed, og jeg var bekymret for om noget skulle gå galt. Der blev skrevet rigtig mange beskeder fra mig til dem.
Jeg mødte kun hjælp, interesse og begejstring for projektet, da jeg i januar 2020 besøgte bådebyggeren og hans hjælper.
Nu var det håndgribeligt. Det var også en smule skræmmende, da jeg under besøget fik øksen i hånden og skulle hugge et par spåner af den tynde bund.