Foto Thomas Frank
OPDATERING 26.9. 2021
På ruten, der beskrives udførligt nedenfor, blev båden benyttet på 1936 kilometer målt som fart over land, med GPS.
Bådens rute var:
Staraja Ladoga – Tikhvin
Somino – Breitovo
Rybinsk – Katuni + SLUSE flytning fra Katuni til Gorodets
Gorodets – Bolgar SLUSE flytning ved Cherboksary
Volgograd – Astrakhan
Kort beskrivelse af bådens funktion på det forskelligartede vand
Båden, som inden var tjæret tre gange og blev det to gange undervejs, viste på trods af størrelse og lav bordgang stor sødygtighed medstrøms og modstrøms og på åbent vand roet af en mand fortrinsvis med pagaj.
Den blevet roet i vind på op til 13 m/s og på åbent vand. Bådens form gjorde at den bevægede sig forholdsvis let med vandets bevægelser i dønninger, bølger og i den stærke strøm og hvor flodernes strøm var præget af træer i floden og ved sandbanker.
Medstrøms måltes farten op til 6 knob med dagsrejser på op til 75 kilometer ved sejlads fra daggry til solnedgang under optimale forhold og med overnatning på bredden.
Agter af båden var dog en anelse tungere end stævnen, hvilket gjorde at den naturligt vendte sig i vandet. Styring af båden var således en konstant opgave, til hvilket en 240 cm kulfiberpagaj havde gode egenskaber.
Den planlagte brug af dragten fra Moesgaard blev udeladt, da fokus hurtigt blev båden selv og dens evner på vandet. Dragten blev i stedet brugt som formidling på mange møder med lokale russere undervejs.
Over de cirka 50 dage i vandet blev båden en anelse tungere.
Mange samtaler med eksperter undervejs og utallige museumsbesøg
Undervejs blev besøg prioriteret, hvilket kostede meget tid. Til gengæld blev dørene slået op til mange historiske genstande, ligesom Thomas Frank flere gang fik lejlighed til at holde mindre forelæsninger om projektet.
Samtidig dukkede tilsvarende både op på museer flere steder, hvad der bekræfter dens tidligere brug og udbredelse. Ved samtaler og selvsyn registreres mere end 6 udstillingssteder.
Alligevel var dens tidligere brug nyt for flere russere, som kun så den som anvendt på mindre floder til fiskeri, hvilket nu er modbevist og bekræftet af fund i Rusland.
Der er således baggrund for mere kvalificeret, at dokumentere bådens anvendelse og betydning i en skandinavisk sammenhæng og over en lang tidsperiode, der rækker ud over vikingetiden.
Et kommende eksperiment i Danmark
På baggrund af den viden, som er opnået, giver det mening at afprøve båden i Danmark, hvilket forventes at ske i 2022.
Efter 4 års forberedelser og et forsøg på indrejse i Rusland i september 2020 begyndte ekspeditionen i august 2021.
Ekspeditionen har to gange været udskudt på grund af covid-19 .
RUTE
På kortet ses kendte stednavne i øst i vikingetiden. Thomas Franks rute fra ekspeditionen i 2017 er den gule og den kommende er den blå. De grønne stiplede ruter er nogle af de øvrige kendte ruter, man benyttede. Den brune rute er den karavanerute en udsending fra Bagdad benyttede omkring år 920, hvor han (Ibn Fadlan) beskrev sit møde med “Rus” som skandinaver blandt andre blev kaldt i perioden.
Ekspeditionen begynder ved den 1200 år gamle bosættelse Staraja Ladoga, som i vikingetiden bar det oldnordiske navn Aldeigjuborg og ligger ved floden Volkov. Derfra følges floden Volkov mod nord ud i Ladogasøen og videre forbi bosættelsen Aalaborg, som er nævnt to gange i sagaer. Aalaborg ligger ved floden Sjas. Fra Aalaborg følges floderne Sjas, Tikvinka, Sotinka, Tjagoda, Tjagodosja frem til floden Volga. Derfra følges Volga til Det Kaspiske Hav, forbi de kendte bosættelse fra vikingetiden, Jaroslav, Bolgar og Atil samt Suzdal, Uglich og Rostov. På Det Kaspiske Hav følges den østlige side frem til et af de historisk bevidnede udløb af floden Oxus. Derfra følges det udtørrede udløb af Oxus til handelspladsen i Khiva og videre mod Bukhara og Balkh i det nuværende Afghanistan.
BÅDEN
Med en oprindelig båd udført i en ubrudt bådebygningstradition vil Thomas Frank sammen med lokale russere noget ad vejen udforske vikingetidens østligste vandvej.
I den forbindelse vil han undersøge, hvor langt mod øst skandinaverne nåede ad vandvejen i vikingetiden.
Undersøger man de ældste kilder, viser det sig, at skandinaver i den periode, hvor religionsskiftet finder sted i Danmark, ad den østligste vandvej møder både islam, jødedom, buddhisme, zoroastrisme, manikæere og nestorianske kristne.
Der var tale om mangfoldige kultur- og religionsmøder, der blev muliggjort ved skandinavernes udforskning af vandvejene.
Det skete ikke med brug af store vikingeskibe hele vejen. En kilde fortæller, at de, når de kom til de russiske floder, skiftede til mindre både, som blev tilvirket af lokale.
Et spørgsmål for Thomas Frank er, hvorfra den bådteknologi, som findes i Østeuropa og Skandinavien, stammer.
Kom den oprindeligt fra Østeuropa, eller er der tale om udveksling af teknologi fra Skandinavien, som skandinaver i vikingetiden oplever, at lokale i øst har taget til sig i løbet af vikingetiden?
Med ny viden om indvandring fra Østeuropa til Skandinavien før vikingetiden er det ikke utænkeligt at teknologien oprindeligt kom fra øst. Teknologien i sig selv kan være den teknologi, som i Skandinavien udvikledes til klinkbyggede skibe, som en forsker har fremført.
I 2017 viste Thomas Frank, som kilderne også peger på, at det inden for overskuelig tid er muligt at bruge mindre både på hovedparten af vandvejen til Byzans. Det gav ham mod på mere og rejste nye spørgsmål.
Se på nedenstående link en Russisk optagelse fra hans besøg hos bådebyggeren i januar 2020.
4 HYPOTESER UNDERSØGES PÅ EKSPEDITIONEN I 2021
- at nogle af de skandinaver, som i vikingetiden fulgte de russiske floder mod øst i retning af Det Kaspiske Hav nåede så langt mod øst som Balkh i Khorasan nær floden Oxus i det nuværende Afghanistan.
- at skandinaverne på rejsen udvekslede skibsteknologi med den lokale befolkning og at det er den teknologi, som stadig anvendes af Thomas Franks bådebygger nær Nizhny Novgorod. Den mindre træbåd, som Thomas Frank anvender på sin ekspedition, er af samme type, som nogle af de både, der blev anvendt på floderne i vikingetiden.
- at det er muligt at følge vandvejen ved brug af denne mindre båd og at det i givet fald vil understøtte mange forskellige kilders tale om at skandinaverne også brugte mindre og lette både på den østlige vandvej i vikingetiden.
- at flere skandinaver på deres rejse mod øst gennem Rusland for første gang stiftede bekendtskab med Kristendom, Jødedom, Islam, Buddhisme og andre religioner, hvilket medførte en mangfoldig kulturel udveksling mellem Skandinavien, Rusland og Centralasien, som fik blivende kulturel betydning så langt som i deres hjemlande. De blev derved kulturbærere “Kulturträger”.
MERE OM BÅDEN
Der anvendes til ekspeditionen en udspændt stammebåd lavet af aspetræ på cirka 5,5 meter. Det er en bådtype, som er kendt fra vikingetiden, som i dette tilfælde vil kunne rumme 3-4 personer.
Der er fundet både af denne type tilvirket af aspetræ fra første halvdel af 1000-tallet i Staraja Ladoga, Smolensk og Novgorod.
Selve bådtypen kendes også fra fund i Skandinavien, herunder Slusegård på Bornholm.
Den benyttede båd er fremstillet i byen Aristovo nær Nizhny Novgorod og dermed i det område, hvor skandinaverne opholdt sig. Der er efter alt at dømme tale om en ubrudt skibsbygningstradition siden vikingetiden.
I en senere illustration til den russiske krønike “Beretningen om de svundne år” fra 1100-tallet kan man se dragter og både illustreret.
FORVENTNINGER TIL EKSPEDITIONEN
Thomas Frank ser frem til igen at komme tæt på den fantastiske russiske natur og møde folk langs floderne og samarbejde med russere på turen.
Fra sine tidligere ekspeditioner ved han, at det uventede ofte kan rumme oplevelser og give ny viden, som man ikke hjemmefra havde kunnet forudse.
Også denne gang er han meget taknemmelig for al den hjælp han har fået af Det Danske Kultur Institut i Sankt Petersborg og Den Danske Ambassade i Moskva og flere lokale i Nizhny Novgorod, og at det ved deres store hjælp er lykkedes at få bådbyggeren i Aristovo til at bygge båden og få den præserveret på den rigtige måde.
